Hvordan sikre SMV’erne konkurrencekraft i de nye lovkrav

De nye lovkrav om ESG (Environmental, Social, Governance) og bæredygtighed er ikke længere forbeholdt de største virksomheder. SMV-segmentet – små og mellemstore virksomheder – mærker i stigende grad presset fra kunder, leverandører og samarbejdspartnere om at kunne dokumentere deres bæredygtige indsats. Det er ikke længere et spørgsmål om hvis ESG bliver relevant, men snarere hvordan virksomheden bedst muligt tilpasser sig – og ikke mindst udnytter potentialet i de nye krav. 

For SMV’er, der ofte arbejder med stramme budgetter, få administrative ressourcer og en høj grad af pragmatisme i dagligdagen, kan kravene dog føles uoverskuelige. Hvor skal man starte? Hvilke krav gælder egentlig – og hvordan skaber man konkret værdi af indsatsen? Mange virksomhedsledere oplever ESG som endnu en administrativ byrde, der tager tid fra kerneforretningen. Men det behøver ikke være tilfældet. 

Tværtimod kan ESG være en strategisk løftestang for at styrke både relationer til nøglekunder, vinde nye markedsandele og tiltrække dygtige medarbejdere. ESG handler ikke kun om at rapportere CO2 – det handler også om at fortælle de gode historier om alt det, virksomheden allerede gør for sit lokalmiljø, sine ansatte og det samfund, den er en del af. 

Husk at ESG er andet end CO2-afrapportering. Det er en gylden mulighed for SMV’er og deres ejerledere at komme ud med de mange gode tiltag de i forvejen skaber og vise markedet hvor stor en indsats der typisk bliver gjort lokalt.

Med det rigtige fokus og de rigtige valg, kan ESG-kravene faktisk vendes til konkurrencefordele – og ikke bare udgifter og rapporteringsbyrder. 

Compliance-approach versus værdiskabelse

Når ESG-kravene rammer SMV’erne, opstår der naturlige dilemmaer. Skal man gøre det nødvendige for at overholde kravene – eller gribe muligheden for at skabe langsigtet værdi? 

Et gennemgående dilemma er omkostninger versus bæredygtighed. Investeringer i grøn teknologi og nye processer koster penge, og det er ikke altid klart, hvornår gevinsten kommer. Dertil kommer tidsforbrug versus effektivitet – ESG kræver ressourcer, som ellers kunne bruges i kerneforretningen. 

Når kunderne kræver ESG-data, møder mange SMV’er også dilemmaet kundekrav versus interne ressourcer. Det er ikke altid nemt at følge med, når hver kunde har sine egne krav og rapporteringsformater. Samtidig opstår et behov for at balancere intern kultur versus ekstern perception – det man siger udadtil, skal hænge sammen med det, man gør indadtil. 

Endelig opstår der ofte analyse-lammelse i forsøget på at opbygge det perfekte målesystem, før man handler. I stedet bør fokus være på at komme i gang – og vælge de initiativer, der både skaber effekt og kan måles meningsfuldt. 

På den positive side giver ESG en chance for at styrke kunderelationer, differentiere sig i markedet, tiltrække nye medarbejdere og fortælle de gode historier, man allerede har skabt. Men det kræver, at ESG bliver tænkt ind som en del af virksomhedens strategi – og ikke bare en pligt.